Autocamperen

Autocamper til 50.000 kr. ?

"Den lykkelige ejer"

Flere har spurgt om, hvad man kan forvente at blive ejer af hvis man vil ofre 45-60.000 kr. på en autocamper og om det overhovedet er realistisk at tro man kan blive "den lykkelige ejer" af en bil i det prisleje.
Lad det være sagt med det samme: Ingen af os her på DK-AutoCam er mekanikere. Men når det er sagt er der alligevel nogle erfaringer vi har gjort og som vi her vil videregive.

Diesel eller benzin?

Som udgangspunkt mener vi, at gamle dieselmotorer er farlige at investere i, hvis man ikke har godt kendskab til fabrikatet. Det kan benzinmotorer da også være, men de er væsentlig billigere at reparere eller skifte ud, hvis det bliver nødvendigt.

Dieselmotorer er dog generelt stabile og økonomiske i drift, men de har den væsentlige ulempe at hvis de bryder ned, så koster det dyrt. Desuden er det ikke enhver mekaniker der kan fikse den. Vi tror det vil være svært at finde en camper i det oplyste prisleje med en ordentlig dieselmotor.

Husk på, at hvis en sælger er "dygtig og kreativ" kan han godt fjerne bankelyde og andre negative oplevelser fra en dieselmotor. SÅ PAS PÅ. Overvej kraftigt at satse på en benzinmotor, også selv om den er dyrere i drift.

Vær opmærksom på:

+ At jo mere udstyr der er i camperen, jo dårligere er selve bilen.
30.000 kr. udstyr  +  20.000 kr. bil =  50.000 kr.
15.000 kr. udstyr  +  35.000 kr. bil =  50.000 kr.

+ Køb kun bilen nysynet! Lad være med at hoppe på den der med: "Den er nem at syne; det kan I selv klare"

+ Køb et anerkendt fabrikat. Og helst en model (motor) som der kører mange af i de pågældende lande. Det er væsentlig nemmere og billigere at få reservedele til en sådan. 

+ Vurder om det synlige rust har stor betydning. Det er jo kun ren æstetisk det betyder noget. I en camper i det nævnte prisleje vil der være rust. Bare det ikke er bunden og de bærende dele der er rustet væk.

+ Pas på ikke at presse bilen for hårdt og for længe. Undgå at accelerere unødvendigt hårdt og med stort omdrejningstal. Det er gift for en ældre motor som måske førhen er blevet kørt varsomt og forsigtigt.
Rigtig god tur!