Autocamperen

Leje eller eje?

Start med at leje!

Det vil ikke forbavse os, hvis du er overbevist om at autocamperlivet er noget for jer når I har kikket lidt på disse sider. Men selv om vi autocamperfolk har svært ved at forestille sig, at der kunne være nogen som ikke brød sig om ferieformen, skal det absolut anbefales for nye interesserede, at man tager en lille prøvetur på en uges tid med hele familien for at se om "det nu også er noget".

En autocamper er en dyr investering og det ville være en alvorlig sag, hvis ferieformen alligevel ikke stod mål med forventningerne. Lej en camper for mindst en uge og I vil være klar over om det er noget.

Husk at trække de første par dage fra. "De voksne" skal lige omstilles til nært socialt samvær. Børnene vil elske camperen. Der er god plads, toilettet og middagssøvnen er først for og: -far og mor er der jo hele tiden.

Private udlejere:

Der er hovedsalig to former for udlejere. Private og registrerede udlejningsfirmaer. Vær forsynet med en god del kritisk sans begge steder.

Specielt ved private skal man være temmelig opmærksom. Hvad med forsikringerne, er der udført service på bilen, bilens mekaniske stand på udlejningstidspunktet osv. Udlejers bemærkninger som: "Vi ser jo helst at bilen ikke kører helt til Italien" bør afsluttes med et nej-tak, vi er alligevel ikke interesserede.

Proffesionelle udlejere:

Med de professionelle udlejere stiller det sig anderledes. Her er mekanikken næsten altid i orden og de har klare retningslinier for pris, forsikringer, selvrisiko, forudbetaling, kilometerpenge osv. Her drejer det sig mere om lejeprisen.

Der er en del forskel på priserne, selv om det kan være svært at sammenligne, da der er stor forskel på, hvad der er med og ikke med i den oplyste pris. De udlejningsfirmer som bor tættest ved den tyske grænse er måske billigere, men de har jo også deres tyske konkurrenter tæt på.

Hvorfor så dyrt?

Mange spørger om det virkeligt kan være rigtigt at det koster op mod 10.000,- kr. for at leje en autocamper i en uge i højsæsonen. Udlejerne, private som professionelle,  må tjene enormt.

DK-AutoCam har regnet lidt på det at eje og udleje en autocamper. Det er ikke vores indtryk at de professionelle udlejere har scoret et guldæg ved at leje ud. Camperne står jo også ledige en stor del af året inkl. div. afgifter og forsikringer, selv om de større udlejningsfirmaer "klodser" nogle af bilerne op i lavsæsonen.

Hvis man ejer en ny eller næsten ny autocamper som man vil leje ud må man også regne på konsekvenserne. For det første skal den jo betales. Typisk 450.000,- over 8 år, altså omkring 80.000 om året med "det løse"

Et gæt på en typisk udlejningssæson for en privat udlejer er måske 8-10 uger a. 7000,- i gennemsnit = 63000,- kr. Træk derfra de faste udgifter, udlejningsforsikring kr. 25.000/året, service mellem hver udlejning, ekstra slitage af bilen (dæk, motor, inventar m.m. med forringet salgspris til følge. Så er det efter vores mening ikke nogen guldgrube.

Vær opmærksom på:

Vær opmærksom på at udlejeren har den rigtige forsikring på sin autocamper. Det er vigtigt, hvis uheldet skulle være ude. At forholdene er i orden checkes på bilens registreringsattest, som man selvfølgelig får udleveret sammen med bilen. Der skal stå anført: "Udlejning uden fører"

Vær for øvrigt opmærksom på at udlejerne ofte har en del "tillægspriser" og de skal selvfølgelig medregnes i den samlede pris. Sammenlign hvor mange "fri" kilometer der er med i lejen og især prisen pr. kilometer, når eller hvis I overskrider disse "frie" antal kilometer.

Danmark eller Tyskland?

Det er lidt billigere at leje i Tyskland, men husk at tage ulemperne med i betragtning.

På tyske plader i Danmark:
Vær opmærksom på, at hvis I lejer på "tyske plader" må man ikke køre i Danmark. Der skal søges dispensation hvis man skal igennem Danmark for at komme til Norge eller Sverige. Loven håndhæves strengt, og det er forbudt at tage "svinkeærinder" undervejs i Danmark. Det betyder at man er nødt til at pakke sin personbil med alt det løse og således læsset til, køre syd for grænsen. Der flyttes det hele over i camperen, hvorefter man "fræser" tilbage igen hvis man skal til Norge eller Sverige.

På tyske plader uden for Tyskland:
Det helt klart en fordel at køre i en bil på "danske plader". Danskere er generelt meget vellidte overalt. Udlejningsbiler lejet i Tyskland er på tyske plader. Det er (desværre) sådan, at det stort set kun er i Tyskland at tyskere er afholdte. I andre lande kan man opleve uforskammetheder i trafikken, pludselig fuldt optaget campingplads, fåmælt lokalbefolkning m.v. Det skal dog nævnes at nogle af de danske udlejere i Tyskland har sat dannebrogsmærkater på autocamperne for at kompensere for de tyske plader.

En sidste ting: Husk for øvrigt at bestille i god tid, hvis man vil leje i højsæsonen.